skrivelse vedr. dommen
Som fortalt på generalforsamlingen, valgte vores tidligere formand, at sagsøge undertegnede som formand for Bjergbyparken.
Begrundelsen herfor var, at han ikke mente, at det gule kort og siden bodskortet var berettiget. Den 27. marts 2015 var vi så i retten i Randers, og i går faldt dommen (vi kunne desværre ikke få dommen i går, da vores advokat ikke var på kontoret, så derfor får vi først beskeden i dag, og kun som domsudskrift fra retten).
Dommen (Direkte udskrift fra retsbogen):
Det er ikke ved billeddokumentationen eller forklaringerne tilstrækkeligt bevist, at kolonihaven i forbindelse med besigtigelserne forud for påkrav af 23. maj 2014 og 14. juni 2014 har været væsentligt misligholdt i et sådant omfang, at det har været berettiget at ophæve lejeaftalen på baggrund af de fremsendte påkrav. Der er således ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at Torben Vejlins kolonihave har været misligholdt i strid med vedtægterne, hverken på tidspunktet for påkravene eller ophævelsen.
Der afsiges derfor dom i overensstemmelse med Torben Vejlins påstand.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Kolonihaveforeningen Bjergbyparken, tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes opsigelse af 15. juli 2014 af sagsøger Torben Vejlins lejemål af kolonihave nr. 225 i sagsøgtes haveforening er ugyldig og som følge heraf skal tilsidesættes og ikke have virkning efter sit indhold.
Vi havde selvfølgelig håbet på et andet udfald, idet vi mente vores billedmateriale var meget sigende. Og vi henholdt os til i vedtægterne pkt. 7.4. Bestyrelsen og undertegnede vil sammen med kredsen og kolonihaveforbundet se på sagen, og om vi evt. skal anke dommen, eller om vi skal i gang med at ændre vores procedure. (vil dog pointere, at det er den samme procedure, den tidligere formand selv har brugt). Endvidere har jeg et telefonmøde med vores advokat i morgen.
Jeg vil gerne understrege, at det ikke var os der ønskede denne retssag, men ganske enkelt os der blev sagsøgt.
Når jeg har talt med vores advokat, og bestyrelsen mv. har set på sagen, vil sagens akter kunne ses på gården i kontorets åbningstid søndage mellem kl. 13-14.
Jeg har en stor bøn til jer alle om, at vi nu ser fremad og ikke tilbage, og glæder os over en dejlig lang sommer i Bjergbyparken.
Mange varme hilsner fra Mariann